Prøv noget nyt - Det betaler sig
Hovedindhold

Broccolisuppe | Opskrift på cremet og let broccolisuppe

Broccolisuppe

Opskrift på broccolisuppe - nemt, hurtigt og lækkert!

Elsker du en god grøntsagssuppe? Så skal du prøve denne broccolisuppe opskrift. Den er nem, lækker og hurtig og giver dig en cremet broccolisuppe. Du kan bruge broccolisuppen som hovedret eller forret. For at gøre denne grøntsagssuppe med broccoli endnu mere lækker indeholder opskriften også hvidløg, rejer og andre gode ingridienser. Glæd dig til at prøve suppen. Du finder opskriften herunder.

  • 1-2 portioner
  • Tilberedning: 10-15 min.

Ingredienser til broccolisuppen:

  • 2 fed hvidløg
  • 1 broccolihoved
  • 1 bouillonterning  
  • 2 spsk skyr  
  • 1-2 spsk olivenolie
  • 100-150 g rejer
  • Vand
  • Salt
  • Smør eller olivenolie til stegning

Sådan gør du:

Hak hvidløgene fint. Skær buketterne af broccolihovedet og gem evt. stilken til en salat senere. Kom olivenolie i gryden, varm det op (det må ikke ryge) og svits hvidløg og broccoli let. Tilføj vand indtil broccolien er helt dækket. Kom en bouillonterning i, og lad det hele koge i 5-6 min. Blend suppen med en stavblender eller i en almindelig blender. Afrund suppen ved at tilsætte 1-2 spsk skyr. Tilsæt først 1 spsk og blend det sammen. Smag på suppen og vurder, om der skal 1 ekstra spsk skyr i. Smag til med salt. Hvis du vil have rejer til, ristes rejerne på panden i lidt smør og kommes herefter ned i suppen.

Tips:

Kan du ikke lide rejer, så brug kylling, kalkun, skinke eller hamburgerryg i stedet. Fx rester fra i går, som du skærer i tern og varmer i suppen. Du kan også bruge stegt bacon, hvis du ikke er i gang med en slankeproces.

Spiser du suppen kort tid efter træning, er det en god ide at tilsætte lidt kartofler. Kulhydrat som den slags, du får fra kartofler, er gavnligt, når du skal reparere kroppen efter træning. Ikke store mængder, bare det der kan være i suppen, uden at det bliver kartoffelsuppe.

Kan du ikke lide hvidløg, så udelad det bare. Suppen er slankende, fordi den mætter. Undersøgelser viser, at suppe mætter i længere tid end de samme grøntsager spist ”hele”. Hvis du vil tabe dig, handler det om at få hver kalorie, du indtager, til at mætte så længe som muligt, og til dét er grøntsagssupper fantastiske.

Udarbejdet af Birgitte Nymann