Lidl, LykkeLiga og Landsholdet. Det lykkeligste samarbejde for både store og små

...det er selve meningen med livet. Så jeg var bekymret de første mange år af hendes liv, indtil jeg en dag tænker, at hun skal da også spille håndbold. Og så prøver vi at lave et lokalt håndboldhold i Aalborg, hvor vi skriver en overskrift, der hedder: ”Hvis du døjer med noget, så kom og spil håndbold med os”. Og der kommer jo faktisk rigtig mange og det bliver en stor succes lokalt. Så sidder vi en dag og får noget rødvin, med vores bedste venner, der også har et barn med downs syndrom (Kaya), som jeg fik overtalt til at spille håndbold. Mikael (hendes far) er ligeså meget med i LykkeLiga som jeg - ja, det er ham, der står for hele formidlingen i LykkeLiga. Men her sidder vi og tænker ”vi skal da lave en liga”. Håndboldliganavnet var optaget og så tænkte vi, at vi tager simpelthen LykkeLiga, fordi vi også rigtig gerne vil vise, at os forældre også insisterer på at have noget lykke, så det ikke kun handler om kommunen og taxa ordning, serviceloven – ja, man bliver nogle gange trist. Vi vil også gerne være en del af noget normalt og være en del af noget, i stedet for, at kører i et parallelt spor til venstre. Så vi besluttede os for at lave noget der hedder LykkeLiga og havde håbet på at have 30 klubber på 3 år. Men nu er vi simpelthen oppe på 74 klubber og 1200 børn helt i Færøerne, Grønland og Bornholm – de bliver altid sure når jeg siger det i den rækkefølge. Nu er vi også kommet til at etablere en liga der hedder HappyLiga, fordi der er nogen fra Tyskland og Sverige, der gerne ville med. Jeg troede jo bare at jeg var den eneste i hele verden der synes at det hele var lidt svært. Men hold da op jeg skal love for, at der er en masse forældre derude, der sender os en masse kærlighed hver dag.

Hvad betyder LykkeLiga for dig og din familie?

LykkeLiga er kommet til at betyde rigtig meget for vores familie. Jeg tror det der har betydet allermest er, at folk ved nu, at Magda bor inde i det der grå hus. Hun er ikke bare én der bliver hentet af taxa om morgenen og bliver afleveret på en specialskole. Hun er faktisk også en del af noget. Det med, at stå som mor og se at ens barn også er en del af en forening, også har en cool trøje på, også kan spille håndbold med sin søskende, i den samme forening. Det er noget der virkelig, virkelig varmer ens moder hjerte meget og det med, at hun kan komme til Helsingør til LykkeLiga holdet derovre, hvor hun også har venner derovre. Hendes verden er bare blevet så stor. Så LykkeLiga er begyndt at betyde vanvittigt meget i vores familie.

Du har haft rigtig mange gode oplevelser med LykkeLiga, kan du nævne én, der bare har sat sig dybt i hjertet på dig?

Jeg har simpelthen så svært ved at vælge, fordi det næsten er dagligt at jeg bliver overvældet med ”kan det passe?”. Jeg tror allermest at det er den taknemmelighed man får fra håndboldspillerne, men i særdeles også fra forældrene. De her forældre der bare kommer hen til LykkeCup og siger ”Jamen Rikke det er jo fuldstændig vanvittigt hvad vi sammen har skabt her”. Og det er jo vitterligt ikke mig der har det. Jeg kunne ikke have gjort det uden alle de her trænere og forældre. Det er bare mig der får rosen. Jeg prøver virkelig at sende den videre. Men det med at de kommer hen og siger ”Rikke vi var faktisk lidt ensomme, det var super svært, vi havde ikke rigtig nogle venner. Vi synes måske det bare var lidt nemmere at sidde derhjemme”. Så det der med at tage det første skridt og være en del af en håndboldklub, til det at se deres børn gå indmarchen til LykkeCup sammen med 500 andre håndboldspillere – der står jeg altid og har et problem med de der linser, som falder ud, fordi man har så mange tårer i øjnene. Så kan man bare se alle de der forældre på tribunen, der har det fuldstændig som en selv. Det er så stærkt det fællesskab blandt forældrene at det er helt vanvittigt.

Har der været et tidspunkt igennem hele LykkeLiga projektet, hvor du tænkte ”her har vi det svært”?

Ja, vi havde det virkelig svært under Corona. Ligesom alle andre, så blev vores fællesskab virkelig sat på prøve. Vi udsætter LykkeCup og vi tænker ”de her børn vi har fået til at spille håndbold, bliver de nu bare væk? Er det nemmere at blive væk? Kommer de nogensinde igen?”. Vi har bare en grundregel i LykkeLiga, at vi vil simpelthen ikke være dem, som ikke gør noget. Så vi gjorde noget. Vi prøvede at sætte et live kamera op i vores kælder i Sønder Tranders og prøvede live-træning, hver mandag fra kl. 17-18. Jeg ved ikke hvor spændende det var efter nogle måneder. Men jeg kan huske at der var én træner der skrev ”det er også fint at I har stoppet det igen” (Rikke griner). Men det med at selvom, at der måske kun sad 30 børn ud af et fællesskab på 1200, så kunne man i hvert fald være noget for dem, og det var højdepunktet for dem, man kunne klæde om i en trøje og man kunne forstille sig, at det var lidt ”normalt”. Ellers har det bare været en stor fantastisk rejse vi har været på og da Corona så kommer, der står vi bare og tænker ”er det her fællesskab stærkt nok eller er det for sårbart? Er det for skrøbeligt, falder det bare sammen?”. Men det viste sig, at der er mere og mere brug for det her fællesskab. Så det har også forstærket mig i, at der skal meget til for at slå os ud.

Nu nævner du selv LykkeCup, er I ved at være klar til det?

Vi bliver bare max klar. LykkeCup er jo isbjerget i vores projekt. Det er der hvor alle sammen mødes fra Færøerne, Grønland, Bornholm – alle de her steder, sågar tyskerne kommer også med i år. Det er højdepunktet, det er det man træner op imod. For os handler det selvfølgelig om kampe, gallafest og artister og sådan noget. Men det handler også om, hvordan vi kan give hver enkelt spiller den der oplevelse af, at når man træder ind i Jyske Bank Boxen ”jeg er faktisk en håndboldstjerne. Min mor og far er faktisk kommet, for at se mig. Min onkel og tante er her. Det er ikke mig der er blevet slæbt med til et eller andet søskende arrangement hvor de skal have mig med. Nu kommer de bare for at se mig og det er min skyld at vi er her”. Det er alt hvad vi foretager os fra nu her, til d. 4. juni, der handler det bare om, hvordan kan vi få gjort meget mere ud af det der stjernepotentiale de har i deres maver.

Hvad er det næste store skridt for LykkeLiga?

Det er hele tiden at blive ved med at lave nogle fællesskabsting, som gør at selvom man spiller i Ølstykke, spiller i Århus eller et andet sted, så hele tiden sige at vi er en del af noget større. Den der fællesskabsfølelse skal vi hele tiden arbejde på. Det skal vi gøre meget mere af, end hvad vi har gjort før. Vi skal ud at skabe en masse oplevelser lokalt også. Vi skal have nogle dansefester og LykkeCup. Og når vi er på den anden side af det, så skal vi kigge lidt mere på udlandet. Hvordan kan vi få verden lidt mere med? Vi er så heldige at bo i Danmark, og have en masse fede værdier, som vi skal have lært de andre lande. At de her børn skal vises frem, det er noget vi skal snakke om. De skal være synlige i samfundet og ikke gemmes væk. Og der har vi jo så også en lille mission efter LykkeCup.